KÆRLIGHEDSDANSE

Kastes rundt. Farverne bliver til én i centrifugen der blev iagttaget.

Slynget og presset til tromlens yderste grænse, der er opløst.

Svajende i vinden som græsstråene i en bister eller blid vind.

Føjelige og ubekymrede gynger de i ingenting.

Vinden og lagenerne, som parrene der danser deres iltre kærlighedsdanse.

Uvidende om deres virke, symbiosen der udspiller sig for den iagttagende,

der ligeledes var set en stund.

Lagenerne udbredt som silketæpper i det grønne, tjente de dansende som vinden havde tjent lagenerne før. Til at varme huden og yngle nærvær.

For at omslutte og omsluttes af kærligheden, der imod opfattelse hverken kunne omsluttes eller behøvede beskyttelse.

Tværtimod omslutte dem, så de ville turde at lukke ind igen.

For med svimlende fart at tage dem med sig som dansen selv.

Græsstråene, lagenerne og vinden havde aldrig sået tvivl herom,

men sået frø til mere kærlighed ved hjælp af hinanden.

I en centrifuge udspiller dansen sig, i vinden og i svajende bevægelser.

Centrifugalkraften udvisker grænselandet, landet hvor lagenet ophører og vinden starter.

Hvor græssets dans ikke skelnes fra vindens og andre kroppes møde med hinanden.

Ikke én kan trækkes fra i lignelsen. Det er kærligheden.