KLAGESANG

De lukker sig om livløse rum.

Hvor alt glæden er blevet tabt på gulvet i midten af forsamlingen. Ind i tomheden. Og der ventes utålmodigt, frustreret og lidt bebrejdende på at nogle tør at samle dem selv op.

En der tør at træde ind i stilheden... det explosive rum hvor alt begynder påny. Og friske øjne ser. Det er en jammersang, der har gravet sig dybt i menneskets folder, et sørgelsesspil, der stille venter sin forløsning. Et brag, en explosion, noget nyt, uventet.

Find på en leg siger han eller hun eller det... I virkeligheden venter vi på os selv her. Ingen anden.

Kun vores egen indre kraft. Skabelsen der lever os og som blot er et øjekast fremfor udad, indad.

Vi lever indefra. Hvis vi vel at mærke vælger. Og sommetider i dyb forvirring, frustration, og sorg over øjeblikket i hvilket vi ikke møder og træder frit, ufortrødent, ærligt ind i os selv.

Selv sorgen over det tabte møde med os, er porten til der største af alle riger.

Alle verdens rigdomme samlet dette ene hellige sted. Det ene uforanderlige øjeblik.

Hengivelsen til os, er hengivelsen til nu. Hengivelsen til det dybt forankrede, dybt forvirrede, dybt foranderlige, dybt sorgfulde, dybt sårbare, dybt begejstrede, dybt alt...

Selv håb kan ikke stå fast her, har ingen ben at gå på. Og hverken før eller efter findes rigtigt... alligevel drives vi af noget større end og samtidig selve livet, os selv.

Gnisten tænder i midten. I det indre rum. Og vi kan kun mærke det herfra. Kan ikke nå herhen fra grænselandet der omslutter tomheden.

Og det der føltes tomt engang, er selve rummet hvor essensen bliver synlig imens vi lever den.

Alt andet er en ubetydelig streg tegnet rundt om os.

En fest rundt om denne form for tomhed er ikke en fest, medmindre den hylder døden af jammerspillet hvor alle venter.