FORLADTE RUM

Med skammen i livet og i stilhed.

Nogle af de indre rum ligger i tusmørkets spæde lys og mørkets endnu ukendte drømmeverden.

Lidt forladte,

afventende,

med kølighed, og en fugtig, lidt vammel lugt der breder sig når lys og varme er slukkede.

Ventende på at vi træder ind, med et stearinlys eller en fakkel i hånden. Med kæmpe laser beams og stadion belysning der udraderer selv skyggerne i den sidste lille sprække.

Men mere endnu end skarpe lys, med vores guddommelige moders kærlige blik. Og en hånd der siger "kom, læg din hånd i min... når vi er her sammen jeg med mig og du med dig, er vi sikre.

De rum er nemmere, eller hellere glemt. Imens de råber - men i virkeligheden kalder - allerhøjest på os.

Kalder på vores indre, og tålemodet med og til os selv.

Hvis man kender mit hjem og mig her, skulle man tro man var trådt ind i en anden verden.

Et spøgelseshus.

Ligeså stille og beængstende kan der være i et endnu ukendt hjørne, en krog eller et rum jeg ikke vidste fandtes.

Og måske har du dine rum. Spøgelsesrum.

Med vidt udspilede øjne, og åndedrættet snøret sammen i halsen. Skuldrene trukket op til øretippen, skærende tænder og to stærke arme snoet og viklet rundt om dig selv, hvor vi nærmest ikke kan bevæge os i vores eget faste greb.

Rum.

Rum og tyngde er hvad jeg har brug for her.

Rummet og pladsen til spøgelset og tyngden, som et varmt tæppe af sten der krammer fremfor maser, imens det siger "du er lige her".

Der er ikke meget vi behøver.

Kærlighed, og nu, og sommetider at stå omringet af bjerge i en dal.

Hvor tyngden til at mærke os selv falder over os, og lys til ikke at skræmmes af skyggerne. Så vi kan favne os kærligt.