DRUIDERNES DANS

Som du sidder der min ven, du kære gamle menneske, mand, far, morfar, du store glæde, tilfredshed og tilstedevær. De senere år med forvirring til både din egen og vores glæde. Ikke altid, men som oftest.

Sløret løftes langsomt og længe inden nogle vidste det, så jeg hvordan du i stille momenter sendte fredfyldte blikke hjemad. Hvor dyb fred og intethed indfinder sig i øjnene, rummet forandrer sig og der bliver bom stille...

Detaljeret livligt og rigt samtidigt, og sommetider med en nysgerrighed som jeg ofte kun ser hos små børn...

Jeg har betragtet dig som du har undersøgt din hånd og arm som var de forunderlige, magiske væsener. Ligesom du er et forunderligt og magisk væsen. Ligesom vi alle er forunderlige, magiske væsener...

Energibobler

Din er rund og harmonisk og åh så blid. Rund, ikke som en bold, mere som en vin-kenders beskrivelse af sin bedste rødvin. Men også rund fordi jeg sommetider mærker dig i mine hænder. Selv under sygdom har der ikke været udtryk for forstyrrelse blot en svagere glød. Ordene slår ikke helt til...

Jeg mærkede ind i dig i går, satte mig hos dig eller dig hos mig...  Hvem ved hvor vi mødes når vi gør?

Din boble er forandret, stadigvæk ligeså harmonisk og uforstyrret, men som opløser den sig langsomt i blidt vuggende og hvirvlende bølger der slikker som flammer udad, flyder sammen og forgår. Din dans er så smuk. Fornemmelsen tegner et billede af druider i lange kjoler hvis silhuetter går i ét med tågen der indhylder dem. De danser rundt og rundt. Langsomt, sansende. Her det ene øjeblik og væk det næste. Dukker op igen et andet sted i tågen. Betagende, dragende og alligevel mindende om at denne dans er deres, jeres og jeres alene.

Jeg ser med et sted langt borte, fra et andet land og dog så nært.

Din vilje er bestemt og når du går ved jeg at det er fordi du har danset din dans til fulde.

Tak fordi jeg må tage del i din skønhed.