FORBIFARTENS VIRKELIGHED

En ildebrand har lagt sig over NV. Og den munder ud i regnbuen højt til himmels. Denne brand er stille og lader siluetterne stå skarpt stivnet. Kun tæt på, kan vinden anes i bladenes bevægelse og steder hvor huden er bar. Der er noget forunderligt over byens kontraster. Over denne plads hvor jeg finder mig sidde forundret. Hvor alt lader til at kunne løftes ud af kulissen i strenge der krydser himlen. Hvor råt beton og kanter møder uendeligheden. Så klart hvori de er svøbt. Forgængelighed er tegnet i de bygninger der virker så faste, som kunne de bestå i al evighed. Sitrende står de og udgiver sig for uberørlige giganter i bybilledet. Udgyder en falsk og rolig tryghed fordi vanen for længst har lullet os i søvn, så vi kan hygge os ubekymret. Hvor forbandet smukt det er. Bygningerne, vanedyret og ilden der brænder sig ind på nethinden. I giganternes monumentale præsens står vores forgængelighed skrevet, giganternes inkluderet, så klart som dette øjeblik. Indtil lyset der tegner siluetten forsvinder, afløst i eksplosionen af nyt der er tæt på usynligt. Mundlam. Og hjernen der ikke kan kapere eller følge tråden der væver livet sammen som vi kender det. Et hvert forsøg på at beskrive virkeligheden slår fejl. Til trods forbliver beskrivelsen det virkelige imens den står på. Forunderligt, underligt også...