Det er vigtigt at lade det levende, sprudlende indre barn springe op og huje højt og ufortrødent af begejstring.

Hvor meget af tiden har vi mon ladet rumperne være klistret til sædet, imens et ryk af nærmest overnaturlige kræfter stod lodret op igennem os, og vi holdt fast i en udadrettet sindsro og fatning, eller en stoisk fortælling om os selv.

Imens det indre ville udtrykkes, og vi i stedet fik lagt låg på livet der giver tilbage til sig selv. Og gaven, takken til dem der kom med begejstringen til os.

Takken til alt det der rører os, og som har rørt os i årtusinder. Som forbinder os med den samme strøm af nærvær og løfter vores væsener til nye højdedrag, de samme som sjælene har danset til i tidernes morgen.

Melodierne, båret igennem tid or rum. Så vi kan mærke det hele.

Forfædrernes fortællinger og historier, sorgerne og glæderne lige.

Givet genklang i noget så småt som et ryk i mundvigene eller at hoppe stort op af stolen, med tårer og lys i øjnene.

Her bor hyldesten til livet, melodiernes lange rejse. Og fylden de kommer med i dette øjeblik, som et varmt og luftigt tæppe om hjertet, blidt og holdt og smukt klinger de efter.

Stemmerne i rummet.