BRODER PILETRÆ

Imens jeg sidder her og mørket stille falder på, fuglene synger de sidste strofer af deres vuggeviser og summen bredder sig ud for mine ører, mit indre, da tænker jeg på dig min kære bror og ven. Jeg ser dine artsfæller imens summen bliver til brusen som ville havet åbne sine porte gennemsigtigt. I jeres stille væsen ser jeg bindeleddet, mægleren og spejlet. Forbindelsen imellem moderen og faderen. Ikke at symbolet behøves. Der bor i genkendelse. Dine rødder trækker mine med i dybet, hvor vi forankres fast og sammen, så bror og søster kan løfte hovedet højt i det her finurlige univers. Og hvor din top nok oftest er roligere end min. Din stilhed smitter og jeg kan ikke takke dig nok for alle de gange jeg har fået lov at ride med i dybet ad dine rødder og for de gange du nøgternt har spurgt om jeg nu også er sikker på at jeg ikke lige skal sidde lidt. For øjeblikket hvor al dysterhed blev jaget bort, sluppet, blev modtaget, aftaget, frataget, glemt eller bare forsvandt... Og boblen forplantede sig i stedet og indtog kroppen som frydefuldt nærvær, varme og ubeskrivelig kærlighed. Tak kære bror og mor for visdom. Jeg vil tanke jord.