SJÆLSØ

Nøgen.

Med en flittig spætte der hamrer løs.

Det knitrer og bruser fra bålet som vinden suser igennem det.

Huden er stadigvæk kølig efter at være nedsunket i den gennemsigtige, grønlige

masse der bevæger sig sagte foran mit åbne vindue.

Naturen er mit spejl.

Og vandet.

Sjælens sø for at det ikke skal være løgn.

Der var et øjebliks sammentrækning i maven imens jeg ikke kunne bunde og der

i stedet var noget slimet der rørte mit ben.

Pludselig så jeg for mig, som du fortalte om frygten for vandet og hvordan jeg

straks tolkede det som selvsamme frygt for sjælen og sit eget dyb.

Spøjs er jeg sommetider og hurtig på mine og andres vegne også sommetider.

Besynderligt som vandet nu mindede mig om det, men det er vel ikke uden

grund at det er sjælens spejl.

Jeg forstår...

ikke nødvendigvis korrekt.

Men måske at jeg ikke forstår...

heller ikke nødvendigvis korrekt.

Jeg gad godt at se verden som den er og ikke som jeg tænker den.

Træet siger omsorgsfuldt, ikke endnu.

Eller ikke lige nu...

måske aldrig tænker jeg nu, et rum tid senere.

Meget blev sagt men jeg husker det ikke så godt.

Der var blevet så stille at ordene forsvandt.

Nøglen til vandet er tålmodighed, omsorg, kærlighed og medfølelse især med

sig selv.

Det er jo trods alt sjælen vi taler om.

Og der ligger længsel.

Portene åbnes ved at bede om lov.

Sjældent vil de forblive lukkede når det der ønskes er forbindelse.

At spørge er at lytte. Uden, forsvinder spørgsmålene i sig selv.

I vandet folder poesien sig ud i bølger og dybet åbenbares med lange dragere i

det fjerne.

Træerne, porten der skærmer dette magiske rige har givet deres samtykke til at

se og tanke lidt af denne skønhed.