STOLTHEDENS KAMPE

Skærende lysglimt og tordenbrag sprænger hjerter, river lemmer af væsener store som små, slår relationer itu og farver billeder i grå toner. Hvor støvet der endnu ikke har lagt sig, hvirvles op på ny. Tyste skrig fornemmes, men går under i smerten der har lagt sit tæppe over den enkeltes verden. Blandes med larmen af den frygt der tegner menneskesindet. Og forglemmelsen drejer om sig selv, svimlende, imens det sete udviskes til ligegyldigheder og apati.

Slynget tilbage til et endeligt center, hvor alt synes fortabt og muligheder forudbestemt, synes det at arbejde hen imod den ligegyldighed der frygtes mest af alt. Farver det hørte, i den samme grå nuance som billederne der tidligere blev set. Forglemmelsen har glemt at spørge hvad smerten er. Og de passive reaktioner har tegnet endnu en maske på de ansigter der aldrig sås, men blev troet på.

Tæpperne, slidte og gamle, er blevet trygheden selv. Uldne, varme, beskyttelsesrum, men nærmere grave. Bunkere som kratere, hvis dybe mørke indhylder begge sider. Hvor den angrebne og den angribende er lige hinanden, men sindet ikke formår at skue over kanten. Eller ikke tør endnu. Hvor frygten for at være mere ens end frygtet, ikke kan forenes med ideen om hvad godt menes. Eller ondt, i hinandens polaritet.

Sammenhængene overses. Sættes i en mindre ramme for at bekræfte overbevisninger der bekræfter stadigheden af dén som tankerne menes ejet af. Rollen der helst sås man havde, offer for hellere, end den der skader.

Hvilket i absurditetens navn synes at føles bedre.

Flittigt sorterer sindet i hvad der end byder sig, imens det fortvivlet søger efter at finde fred. Og kroppen bliver slap af udmattelse, eller stift som murene der ikke må brydes igennem, eller strækker sig i konkurrerende positioner. Enhed fortabt i enhed. I fortællingen om hvad den allermest behøver.

At tæpperne ikke er hvad de giver sig ud for at være. Er selvsagt! Men ikke hvad søges efter. Imens sindet i stadighed og stædigt søger svar i hvad menes genkendeligt, og spørgsmål endnu en gang bliver for små, fordi de agerer under forudsætningen af at murene allerede eksisterer. At det står selvstændigt og frit, hvilket det genkender sine lige med.

Placerer kroppe som værende frie enheder, uafhængige som sig selv. Hvor godt og ondt findes som selvgyldige former, foruden gensidighed i hinanden, imens de er det samme som den krop sindet undres over, sindet selv. Og godt og ondt, rigtigt og forkert kun findes i krateret der roterer om sig selv.

Ydmyghed står i skyggen af sin egen arrogance, fordi den har glemt sin form, som enheden i godt og ondt synes gemt i u-sete afkroge.

Klistret op ad bunkerens indre, som et fladt mærkat, får den mundvigene til at rykke opad i et øjebliks tilfredshed og tilfredsstillelse indtræffer i korte glimt af forvrænget selvkærlighed. Og imens det hverken er noget eller andet, gør det ondt. Fornemmes i det ansigt der aldrig så sig selv, hinanden. Sig selv afvisende i afvisningen af det fremmede. I savnet af den kærlighed der alt for længe syntes tabt, vokser tabet i selvafvisningens kraft.

Ved skillevejene står muligheden i rummet, at vælge den tilsyneladende sværeste af alle veje. At gå i hånd i hånd med ikke blot sin egen, men hele menneskehedens historie og mere. At lære alt at kende der tegner den store som den egne, uden at kunne skilles fra hinanden. At se sig selv i en hver begivenhed, i hvad opleves, oplever, ser. Uendeligheden der hverken lever eller hører, men er. Center forbliver irrelevant, fordi et center omslutter et andet, opløses, som spørgsmålene der fortabte sig i sig.

Og tiden der hvis den skulle rumme noget, måtte rumme al tid. Ikke blot den filtrerede der forårsagede smerte en dag og saglighed en anden. Imens mindet om konteksten der tales i og om, blot er en brøkdel af det skete. Et snævert perspektiv, et lille punkt blandt stjernerne, imens center forbliver intetsteds, samt overalt.

Hvor ender fortællingen hvis det virkelig forsøgtes at finde begyndelsen?