SORGENS SANG OG HÅNDEN DER HOLDER DEN

Jeg er bange fordi jeg får forventningsangst. Savn, hjertebanken. Og halsen skæres af. Vinden, bryster fornemmelser. Og det kilder hvor benet ligger over det andet. Venstre fod summer. Højre hånd ryster lidt. En klump i brystet og gråd måske. Kroppen sitrer. Øjnene falder i. Åndedrættet igennem lukket mund og næse, lyde. Maven hæver og sænker sig. Blæren trykker lidt. En tanke. En formaning: Løb! Hvorhen? En dyb indånding. En fugl der skratter. En rungen i luften. Lyden af et fly. Men jeg ser det ikke. Blikket på skærmen. Tastaturet. Ordene er hurtigere end jeg kan registrere. Lægger blot mærke til det når fingrene famler og ordet bliver tydeligt. Og uden videre rettes det foregående opspindsord til noget nyt. Stemmer skærer igennem og gråden af en baby og også fuglen taler nu mere insisterende. Som om den ønsker at jeg løfter blikket. Jeg venter. Hjertet slår. Da jeg ser op får jeg ikke omgående øje på den. Men noget bevæger sig. En grålig skikkelse, en kat. Og nu ses også fuglens hale vippe, igennem gyngestativet. Hovedet titter frem ved næste blik. De er tættere på hinanden nu. Og den samme nervøse fornemmelse bredder sig ud. Denne gang er sammenhængen ikke af videre betydning. Maven rumsterer. Kilder, vibrerer rytmisk. Som underlivet har gjort de seneste dage. Abstinens føles som et godt ord. Har ikke lyst til at kalde det hormonforstyrrelse, selvom ordet kortvarigt dukker op. Fysisk og hormonbetinget dog på sin vis, formoder jeg. Eller bare som det nu skal være. Er ikke længere sikker på den nervøse følelse. Fornemmelsen minder derom, men uden et fortløbende udtryk. Eller udtrykket er forandret til en intens sitrende livlighed. Magelighed også. Når blikket hviler på fornemmelsen skynder fortolkningen sig i begge retninger bestandigt. Et minde om en sætning dukker op. Hvor de to sider mødes findes jeg. Røgen farer forbi læberne og igennem halsen og længere ned. Børnegrin fylder stilheden samt tale jeg mener er spansk, uden at kunne sige det med sikkerhed. Igen overdøver hjertets banken, som et tikkende ur i natten. Og det er ikke til at forstå, det sprog det taler, når jeg forsøger. For alle udfald er ligeværdigt til stede når de indtræffer. Og kun når blikket er fæstnet det ene sted, bliver det noget fast. Fornemmelser er overvældende uden at vælte og børnenes voldsomme lej er smuk fremfor bekymrende. Lige nu er du flyttet ind, som udtryk af noget der ikke er set endnu og som varme for hvilken jeg ikke har nærmere ord. Og selvom jeg ved at der ikke er bestandiged i oplevelsernes natur, ønsker jeg et øjeblik at det måtte forblive sådan. Det føles trygt. Tæt. Hurtigt. Kravet min krop stiller ønsker jeg ikke opfyldt. Eller det krav den ytrer som måtte blive misfortolket til forventning på begge sider. Jeg ved ikke hvorfor det føles ubehageligt. Måske fordi tanken føler sig bagud... Efterladt lidt. Varmen er når de går i spænd selv når det hele ramler ind. Jeg er på opdagelse og udfordringskurs. Er det mon at misbruge? Overvejelsen... Og da slår det. Jeg vil ikke leve et tænkt liv, uden at vide hvad det betyder. Er der forskel mellem tanke og fornemmelse, forskel mellem følelse og tanke? Mellem input og output, mellem input og modtagelse? Vi er på vandring i ro og i ro mens vi vandrer. Min personlighed er tilbageholden, lidt skræmt og uklar, har erfaret mange ting og alligevel står den ukendt altid. Lidt forlegen når det kommer tæt på. Min umodenhed kunne afsløres et hvert øjeblik og jeg ville stå nøgen. Afsløret i følelsen af utilstrækkelighed. Og fornemmelsen slår benene væk under mig og tager pusten af livet. Det er som var det årtusinders smerte kulminererede i det øjeblik den tilkendegiver sig i sin fulde styrke. Og usikkerheden... er dette blot begyndelsen? Hvor meget kan jeg holde ud... og så forandringen i ordene. Nye. Hvor meget kan tages ind, eller behøver det, når det allerede er til. Øjeblikket udfolder sig udstrakt. Tiden spiller ingen rolle, har intet at have sagt i fornemmelsernes gang eller til øjeblikkets længde. Bølgernes toppe ruller ind fra et oprørt hav og imellem deres smæld opleves dalene fredfyldte. Intensiteten stiger i kraft af disse modsætninger der mødes. Følelserne vokser eksponentielt i takt med hinanden på hver sin ende af skalaen. Var de nogensinde adskilte. Er flugten ikke altid at løbe fra mindst to ting, to potentielle udfald, og løbe imod også? Imod en uendelighed af muligheder hvori det der flygtedes fra blot er en af de mange? Nej, jeg vil ikke leve et tænkt liv, selvom jeg så tydevis elsker tankerne. Hvor de mærkes i deres naivitet, deres råhed, i deres spæde natur og uskyldighed. De som blot kræver deres øjebliks opmærksomhed som en hver anden. Og jeg har lyst til at sige alt til sin tid, selvom det forsvinder når tanken der bar ordene med sig forgår igen. Eller utålmodighed indtræffer. Tilbage i dalen er højderyggen samtidigt. Jeg får lyst til at sige at alt har vokseværk og er vokseværk og er i vokseværk, selvom også det passerer med tankernes faren og nye idéers opståen. Der er intet holdepunkt. Blot mødet, tilstedeværet mens noget eller noget andet står på som vidnesbyrd til sig selv. Sorgen og sårene er visdommens mestre, ikke fordi de ved mere eller mestre sig selv, men fordi de kommer med genforeningen, mindet om at liv er liv på baggrund af alle dets dele. Og vokseværkets ide ligger heri. Øjeblikket hvor opmærksomheden hviler her en stund og trækker noget ukonkret ud af konteksten for i et splitsekund at skabe det klare billede indtil det bliver noget nyt. Nej, jeg ønsker ikke at leve et tænkt liv. Og mindet står mejslet som i sten, ikke nødvendigvis når det hele raser og skal rase ud. Men når det hviler i dets modstykke, i dets uadskillelighed. Det skal mærkes helt inde under huden, der hvor det bobler og der hvor det gør mest ondt. Der hvor sorgen skal tale og det forsømte barn. Der hvor arene gennemsigtigt har tegnet sine spor i underbevidstheden og hvorigennem de kommer til udtryk. Hvor de føles så utrygge fordi de ikke kommer for at bekræfte et billede der måtte være blevet dannet ad lige så uforståelige veje fordi de lå og forbliver udenfor personlig rækkevidde. Men i indflydelsens sammensurium af alt der måtte have været til for prægningens skyld. Jeg er i modstand, imens det hele krakelerer uden at kunne gøre fra eller til. Overbevisninger slår fejl og mekanismerne der navigerede deres vej igennen virvaret af følelser og fornemmelser hjælper ikke. Eller kun i korte glimt fordi det lige var den sang der måtte synges i det øjeblik. Der er ingen redning at hente nogle steder. Ikke i troen eller håbet om noget andet eller noget bedre, ikke i fortidens forklaringer. Der er kun hvad måtte åbenbare sig her. Det mærkes som et instrument af tortur at blive kværnet igennem, imens realitet og overbevisning står på slagmarken. Mast så jeg kan høre knoglerne knække og jeg vil overgive mig, men holder igen. Jeg ved ikke hvad jeg er bange for, men ideen jeg ikke kan se, men fornemme uklart, er stærk. Tilstrækkeligt gemt til at slynge mig rundt i manegen af forvekslinger og lærdom. Roen er mit hvilested, selvom den indeholder chaosset. Chaosset føles forkert... Så jeg vedholder at lede efter at blive et bedre menneske på trods af det sete. Der er tålmodighed til stede med rejsen, med mig. Varme og omsorg. Og jeg får lyst til og sender dig den samme, lydløst... Og håber at tanke og følelse når dig bagom mine ord. Vi er alle på vores egne snørklede veje med det der blot er forgængelige mål. En større sammenhæng fiskes efter tilsyneladende, men findes ikke, bortset fra hvad vi i dets fuldendthed ikke kan se som et billede. Blot igennem og i rejsen og alle dele der er det hele. Personligheden er rejsende, ikke en bestandiged. Ingen forsikring bortset fra illusionerede håb om destination der måtte indtræffe. Næsten makabert er det at netop forsikringer står i så høj kurs. Jeg rører mig ikke. Vil stå fast og bliver bestandigt bedt om at blive. Hvor, bliver sekundært. En stemme siger lyt til mig. Bare lyt. Så vi lytter. Lytter til hinandens sorg. Den ene der føler sig forladt og ikke kan huske hvornår det begyndte og den anden der frygter at fejle i omsorgen, i lytningen og i at være det den anden behøver. Sorgen taler højt. Måske for første gang rigtigt...men det ved vi ikke. Blot at sorgen kræver sig selv. Og den ene håber endnu at hvis de nu sørger grundigt nok, at de da begge vil være frie igen. Tanken fortæller at sorgen havde fået mindre værdi eller højere, afhængigt af hvordan og hvorfra det ses på. Vigtigheden i om det er det ene eller det andet, udviskes i dansen med hånden på brystet og af tankernes og tårernes natur.