I LYSMÅNENS SKÆR

Stjernestøv drysset over himlen i hellige nætter og dage.

Vinden, røgen og lyset sender klæbrige tråde, hænger fast længe efter tidens gang.

Følger med i nye oplevelser og ad nye veje.

Lyden klinger ud i stilheden og fødes påny.

Det hellige skabes ikke blot på dage som disse.

Men vokses muligvis større i dette kontrastfyldte rige, hvor reflektion har holdt sit indtog.

En gen-passeren af månederne bagud.

I lysmånens skær er det blidhed der holder dem, men når tabet raser, raser jeg.

Her er selv skoven og lyset ingen trøst.

Til gengæld byder Alt, rummet til at skabe sig åndssvagt, og giver både tilladelse og tilgivelse for ikke at være korrekt.

Til fred igen kan indfinde sig.

Måske skal jeg tænke om visker min fine stemme indeni.