MEINE LIEBE

Kannst du dich einen Moment annehmen wie du bist, einfach in dem Sehen daß es schon die Natürlichkeit deiner selbst ist. Einen Moment Zweifel liegen lassen. Jeden Gedanken über dich. Nicht weil sie nicht sein dürfen. Nur weil sie nicht Wahrheit sprechen, und immer nur in oder über verkleinerten Kontext. In deinem Lauschen wirst du sehen, das du das Lauschen bist, oder Sehen. Denn wahrhaftig, Worte für dich gibt es nicht. Suche dich nicht in dem was fortgeht, denn was du bist ist die Unvergänglichkeit des Augenblicks. Der Mensch sucht eine Weile nach zu Hause um endlich Frieden zu erfahren in sich, sucht in Gedanken und Gefühlen, nach Umständen die besser sind. Wisse das kein Zuhause dass du findest dein Zuhause ist. Denn was du bist, ist das Zu Hause, in dem dein Du wohnt, zeitweilig, und auch ich. Sowie die Tassen im Schrank, jedoch sie dort wohnen, relativ gesehen. Du bist das Haus in dem dein Haus und Schrank wohnen, das Haus in dem Inhalt auf- und vergeht. In dem zu Weilen auch Unfriede waltet. Und dennoch was du bist, Frieden ist.

THE SEED OF NOTHING

Everything is from the seed of nothing. The seed of nothing holds within it, the seed of everything. From here grows the capacity to analyze, understand and reflect. The ability to conceptualize which in turn creates context. We aren't in fact smart to understand. It is the very process of creating context that shows the limits of mind. The process of retracting bits and pieces from the whole in order to understand. It is by our mind´s inherent nature to create order, that the world, our selves, each other, and life itself can become seemingly small.

TIL HAVS OG HIMMELS

Skygger svæver over jorden som spøgelser

og en lysstråle rager op fra havets dyb til solen.

Hvor moder jord og og rummet er forbundne i al evighed bryder diamanter overfladen

og glinser som stjerner i salige øjne.

Øjne så dybe som universet selv.

U-udgrundelige, betagende, endeløse.

ALONE

There is a certain kind of loneliness to which the best remedy is, being alone. Sincerely Aloneness

UNDONE

We will never be done. As anything, we will certainly be undone though.

SORGENS SANG OG HÅNDEN DER HOLDER DEN

Jeg er bange fordi jeg får forventningsangst. Savn, hjertebanken. Og halsen skæres af. Vinden, bryster fornemmelser. Og det kilder hvor benet ligger over det andet. Venstre fod summer. Højre hånd ryster lidt. En klump i brystet og gråd måske. Kroppen sitrer. Øjnene falder i. Åndedrættet igennem lukket mund og næse, lyde. Maven hæver og sænker sig. Blæren trykker lidt. En tanke. En formaning: Løb! Hvorhen? En dyb indånding. En fugl der skratter. En rungen i luften. Lyden af et fly. Men jeg ser det ikke. Blikket på skærmen. Tastaturet. Ordene er hurtigere end jeg kan registrere. Lægger blot mærke til det når fingrene famler og ordet bliver tydeligt. Og uden videre rettes det foregående opspindsord til noget nyt. Stemmer skærer igennem og gråden af en baby og også fuglen taler nu mere insisterende. Som om den ønsker at jeg løfter blikket. Jeg venter. Hjertet slår. Da jeg ser op får jeg ikke omgående øje på den. Men noget bevæger sig. En grålig skikkelse, en kat. Og nu ses også fuglens hale vippe, igennem gyngestativet. Hovedet titter frem ved næste blik. De er tættere på hinanden nu. Og den samme nervøse fornemmelse bredder sig ud. Denne gang er sammenhængen ikke af videre betydning. Maven rumsterer. Kilder, vibrerer rytmisk. Som underlivet har gjort de seneste dage. Abstinens føles som et godt ord. Har ikke lyst til at kalde det hormonforstyrrelse, selvom ordet kortvarigt dukker op. Fysisk og hormonbetinget dog på sin vis, formoder jeg. Eller bare som det nu skal være. Er ikke længere sikker på den nervøse følelse. Fornemmelsen minder derom, men uden et fortløbende udtryk. Eller udtrykket er forandret til en intens sitrende livlighed. Magelighed også. Når blikket hviler på fornemmelsen skynder fortolkningen sig i begge retninger bestandigt. Et minde om en sætning dukker op. Hvor de to sider mødes findes jeg. Røgen farer forbi læberne og igennem halsen og længere ned. Børnegrin fylder stilheden samt tale jeg mener er spansk, uden at kunne sige det med sikkerhed. Igen overdøver hjertets banken, som et tikkende ur i natten. Og det er ikke til at forstå, det sprog det taler, når jeg forsøger. For alle udfald er ligeværdigt til stede når de indtræffer. Og kun når blikket er fæstnet det ene sted, bliver det noget fast. Fornemmelser er overvældende uden at vælte og børnenes voldsomme lej er smuk fremfor bekymrende. Lige nu er du flyttet ind, som udtryk af noget der ikke er set endnu og som varme for hvilken jeg ikke har nærmere ord. Og selvom jeg ved at der ikke er bestandiged i oplevelsernes natur, ønsker jeg et øjeblik at det måtte forblive sådan. Det føles trygt. Tæt. Hurtigt. Kravet min krop stiller ønsker jeg ikke opfyldt. Eller det krav den ytrer som måtte blive misfortolket til forventning på begge sider. Jeg ved ikke hvorfor det føles ubehageligt. Måske fordi tanken føler sig bagud... Efterladt lidt. Varmen er når de går i spænd selv når det hele ramler ind. Jeg er på opdagelse og udfordringskurs. Er det mon at misbruge? Overvejelsen... Og da slår det. Jeg vil ikke leve et tænkt liv, uden at vide hvad det betyder. Er der forskel mellem tanke og fornemmelse, forskel mellem følelse og tanke? Mellem input og output, mellem input og modtagelse? Vi er på vandring i ro og i ro mens vi vandrer. Min personlighed er tilbageholden, lidt skræmt og uklar, har erfaret mange ting og alligevel står den ukendt altid. Lidt forlegen når det kommer tæt på. Min umodenhed kunne afsløres et hvert øjeblik og jeg ville stå nøgen. Afsløret i følelsen af utilstrækkelighed. Og fornemmelsen slår benene væk under mig og tager pusten af livet. Det er som var det årtusinders smerte kulminererede i det øjeblik den tilkendegiver sig i sin fulde styrke. Og usikkerheden... er dette blot begyndelsen? Hvor meget kan jeg holde ud... og så forandringen i ordene. Nye. Hvor meget kan tages ind, eller behøver det, når det allerede er til. Øjeblikket udfolder sig udstrakt. Tiden spiller ingen rolle, har intet at have sagt i fornemmelsernes gang eller til øjeblikkets længde. Bølgernes toppe ruller ind fra et oprørt hav og imellem deres smæld opleves dalene fredfyldte. Intensiteten stiger i kraft af disse modsætninger der mødes. Følelserne vokser eksponentielt i takt med hinanden på hver sin ende af skalaen. Var de nogensinde adskilte. Er flugten ikke altid at løbe fra mindst to ting, to potentielle udfald, og løbe imod også? Imod en uendelighed af muligheder hvori det der flygtedes fra blot er en af de mange? Nej, jeg vil ikke leve et tænkt liv, selvom jeg så tydevis elsker tankerne. Hvor de mærkes i deres naivitet, deres råhed, i deres spæde natur og uskyldighed. De som blot kræver deres øjebliks opmærksomhed som en hver anden. Og jeg har lyst til at sige alt til sin tid, selvom det forsvinder når tanken der bar ordene med sig forgår igen. Eller utålmodighed indtræffer. Tilbage i dalen er højderyggen samtidigt. Jeg får lyst til at sige at alt har vokseværk og er vokseværk og er i vokseværk, selvom også det passerer med tankernes faren og nye idéers opståen. Der er intet holdepunkt. Blot mødet, tilstedeværet mens noget eller noget andet står på som vidnesbyrd til sig selv. Sorgen og sårene er visdommens mestre, ikke fordi de ved mere eller mestre sig selv, men fordi de kommer med genforeningen, mindet om at liv er liv på baggrund af alle dets dele. Og vokseværkets ide ligger heri. Øjeblikket hvor opmærksomheden hviler her en stund og trækker noget ukonkret ud af konteksten for i et splitsekund at skabe det klare billede indtil det bliver noget nyt. Nej, jeg ønsker ikke at leve et tænkt liv. Og mindet står mejslet som i sten, ikke nødvendigvis når det hele raser og skal rase ud. Men når det hviler i dets modstykke, i dets uadskillelighed. Det skal mærkes helt inde under huden, der hvor det bobler og der hvor det gør mest ondt. Der hvor sorgen skal tale og det forsømte barn. Der hvor arene gennemsigtigt har tegnet sine spor i underbevidstheden og hvorigennem de kommer til udtryk. Hvor de føles så utrygge fordi de ikke kommer for at bekræfte et billede der måtte være blevet dannet ad lige så uforståelige veje fordi de lå og forbliver udenfor personlig rækkevidde. Men i indflydelsens sammensurium af alt der måtte have været til for prægningens skyld. Jeg er i modstand, imens det hele krakelerer uden at kunne gøre fra eller til. Overbevisninger slår fejl og mekanismerne der navigerede deres vej igennen virvaret af følelser og fornemmelser hjælper ikke. Eller kun i korte glimt fordi det lige var den sang der måtte synges i det øjeblik. Der er ingen redning at hente nogle steder. Ikke i troen eller håbet om noget andet eller noget bedre, ikke i fortidens forklaringer. Der er kun hvad måtte åbenbare sig her. Det mærkes som et instrument af tortur at blive kværnet igennem, imens realitet og overbevisning står på slagmarken. Mast så jeg kan høre knoglerne knække og jeg vil overgive mig, men holder igen. Jeg ved ikke hvad jeg er bange for, men ideen jeg ikke kan se, men fornemme uklart, er stærk. Tilstrækkeligt gemt til at slynge mig rundt i manegen af forvekslinger og lærdom. Roen er mit hvilested, selvom den indeholder chaosset. Chaosset føles forkert... Så jeg vedholder at lede efter at blive et bedre menneske på trods af det sete. Der er tålmodighed til stede med rejsen, med mig. Varme og omsorg. Og jeg får lyst til og sender dig den samme, lydløst... Og håber at tanke og følelse når dig bagom mine ord. Vi er alle på vores egne snørklede veje med det der blot er forgængelige mål. En større sammenhæng fiskes efter tilsyneladende, men findes ikke, bortset fra hvad vi i dets fuldendthed ikke kan se som et billede. Blot igennem og i rejsen og alle dele der er det hele. Personligheden er rejsende, ikke en bestandiged. Ingen forsikring bortset fra illusionerede håb om destination der måtte indtræffe. Næsten makabert er det at netop forsikringer står i så høj kurs. Jeg rører mig ikke. Vil stå fast og bliver bestandigt bedt om at blive. Hvor, bliver sekundært. En stemme siger lyt til mig. Bare lyt. Så vi lytter. Lytter til hinandens sorg. Den ene der føler sig forladt og ikke kan huske hvornår det begyndte og den anden der frygter at fejle i omsorgen, i lytningen og i at være det den anden behøver. Sorgen taler højt. Måske for første gang rigtigt...men det ved vi ikke. Blot at sorgen kræver sig selv. Og den ene håber endnu at hvis de nu sørger grundigt nok, at de da begge vil være frie igen. Tanken fortæller at sorgen havde fået mindre værdi eller højere, afhængigt af hvordan og hvorfra det ses på. Vigtigheden i om det er det ene eller det andet, udviskes i dansen med hånden på brystet og af tankernes og tårernes natur.

EQUALS

On the scale os experience, they are all equals.

KÆRLIGHEDSDANSE

Kastes rundt. Farverne bliver til én i centrifugen der blev iagttaget.

Slynget og presset til tromlens yderste grænse, der er opløst.

Svajende i vinden som græsstråene i en bister eller blid vind.

Føjelige og ubekymrede gynger de i ingenting.

Vinden og lagenerne, som parrene der danser deres iltre kærlighedsdanse.

Uvidende om deres virke, symbiosen der udspiller sig for den iagttagende,

der ligeledes var set en stund.

Lagenerne udbredt som silketæpper i det grønne, tjente de dansende som vinden havde tjent lagenerne før. Til at varme huden og yngle nærvær.

For at omslutte og omsluttes af kærligheden, der imod opfattelse hverken kunne omsluttes eller behøvede beskyttelse.

Tværtimod omslutte dem, så de ville turde at lukke ind igen.

For med svimlende fart at tage dem med sig som dansen selv.

Græsstråene, lagenerne og vinden havde aldrig sået tvivl herom,

men sået frø til mere kærlighed ved hjælp af hinanden.

I en centrifuge udspiller dansen sig, i vinden og i svajende bevægelser.

Centrifugalkraften udvisker grænselandet, landet hvor lagenet ophører og vinden starter.

Hvor græssets dans ikke skelnes fra vindens og andre kroppes møde med hinanden.

Ikke én kan trækkes fra i lignelsen. Det er kærligheden.

RØDDER

Et køligt gys igennem kroppen, fra fodsåler der gik i et med vandet, eller hjernen, og impulser fra vandet på jorden der var faldet forinden. Dråberne der var kommet alle vegne og langvejs fra. En hånd i en hånd. Øjne spejlede og blev spejlblanke, som vandets overflade der mageligt var faldet til ro i sin omfavnelse med tæerne. Bærende rundt på deres historier, og med slående lighed til de fingre de engang var. Afstumpede, rynkede de lidt. Ikke blot af vandet, men nærmere af historiefortællingens tyngde. Ikke nær så bevægelige, som dengang, endog så fine. Overset i deres styrke og skønhed, forglemt vigtigheden af de unika de løfter og bærer på. Stift er væsenet fæstnet til disse fødder der ikke synes at være hendes. Imens de intetanende om hvad foregår omkring dem bredder deres rødder mere og mere. Beredt på i hvert øjeblik at fange kroppen når den falder, eller samle stumperne op, når faldet er uundgåeligt

KALEIDOSKOP

Er liegt unter der Haut versteckt, in dem Hohlraum den es nicht gibt, der jedoch aus und in ihm besteht. Wege führen nirgends und überall hin. Auch zurück. Innen im Außen verzweigt, aufgehoben und geborgen. Unsichtbar schlängelt er sich durch die Wogen des willkürlichen Körpers. Trägt ihn durch ekstatische Höhenflüge und die dunkelsten Abgründe menschlicher Tiefe. Dort als zweite Haut verschlungen finde ich dich und mich wieder, elektrisch. Innen ist wie außen geladen. Entzückend ist erregend. Der Strom, der Leben aus den Schößen aller Wesen vorantreibt. Hemmungslos geballt sind die Kräfte von denen wir nur zu ahnen vermögen. Jedoch erlebt und gelebt sind im zeitlosen Rahmen, im Raum der Zeit und Raum empfängt. Maßlos weil er anders nicht kann, geschweige denn kennt. Verspielt darin die Unendlichkeit der Möglichkeit. Möglichkeit herausgefiltert, das Geschehen werdend. Der Rest weilt für immer in Vergessenheit. Wo alles fließt und nie benannt wird. Er, die Bewegung aller Bewegungen, zeichnet die Sinne, die Lust, als den Strom, der Zeit als Zeit erweckt. Vergessenheit die wenn doch Vergessen benannt ward, nie Vergessen noch Erinnerung war. Sondern das Erlebnis aller Flüsse, die Flüsse schufen in diesem, jedem Augenblick. Darin die Anordnung der Muster, jene die durch Erkennung lebendig wurden. Willkürlich, roh zeigen sie sich in dem Versprechen des Neuen, stetig. Verneigen sich vor den Männern und Frauen die zu sehen wagen, sich selbst neigen, entgegen, und vor der größten aller Lieben. In gegenseitigem Einverständnis das sie weder ausschließlich Mann noch Frau sind, und dennoch auch. Als geteiltes Erlebnis der Körper die zusammentreffen im Fluss, sind sie die silbern glitzernden Schwärme und ihr Echo. Die in den Tiefen der Ozeane zu märchenhaften Formen verwachsen, sich auflösen um wiederum neu zu erwachen. In sich das Muster bildend, und aus Muster bestehend für den Augenblick, in dem Muster Teil des Ganzen ist. Der Blick der das Kaleidoskop inzwei teilt, doch an dessen Ende wie dessen Anfang weilt.

DAS FEST DER SINNLICHKEIT

Es ist Feuer

Und Wind der die Tore rüttelt

Bäume neigt seinem Willen fügend

Bereitwillig

Verstummt

Glocken singen lässt

Die Zeit die tickend stehen bleibt

Es rauscht

Die Scheune knarrt

Ein Kind schreit

Übermüdet vielleicht

Vielleicht traurig

Und Sehnsucht

Es ist absoluter Stillstand

Der nicht still steht

Auch mal zappelnd verweilt

Es ist ein Fest der Sinne

Die Liebe schreit

So laut dass flüsternd, flüsternd bleibt

Und Stille alles übertönt

Ihnen innewohnt

Dem Glas Rotwein auf dem Tisch

Und in dem Chaos dass sich sinnlich offenbart

Das Fest der Sinne

Nicht nur heut', aber auch

Es sind die Begegnungen die Begegnung bleiben und die in denen Begegnung

verschwindet

Es sind die Geschichten die Geschichte schreiben in jedem Augenblick

Zwinkernd aus ungeschlossenen Augen und vor ihnen mit dem Leben flirtend

Die von Geschichten sinnlicher Feste berichten und gleichzeitig Geschichte sind

Es ist der Sturm der sich durch Geschichte zeigt

Der niemals gefaßt werden kann

Gespürt

Dessen Wesen es ist vergänglich zu sein

Wie auch die Worte die ihre Bedeutung schreiben

Aber nicht beschreiben können

Es ist das Fest der Sinne in dem weder Fest noch Sinne walten

In dem gleich nicht gültig ist als gleich und gültig

In dem gleichgültig niemals gleichgültig war

Und nicht mal gleich gültig ist

Denn in ihm sind sie weder wahr noch unwahr

Die Stille die einfällt ist unteilbar

Fällt nicht ein, doch bebärt selbst die ungeborenen

Die Stille die selbst nie geboren ist

Und dennoch in ihr das Kind

wie der Weg der gepalten ist

Oder sich so zeigt

Weil der Blick auf Erinnerung wie Zukunft weilt

Vergessen dass Sinnlichkeit nicht leben ist, sondern auch

Und Umstände, wie auch Begebenheiten Lebendigkeit in Bücher schreiben

Doch diese weder schreiben noch begreifen können

Ausdruck sind, wie die Offenbarung der Sinne auf dem Tisch

Und die Worte die tapselnd Kreise schließen um sich

Sich als Gesellen der Nacht entfalten

Wie auch die Einsamkeit dies tut

Und somit Sinnlichkeit auf sich aufmerksam macht

Zwischen dem Rauschen ertönt sie singend

Wie die Stille tanzt

Ist der Tod aller Gedanken

Und ihr aufersteh ́n

Wohnt in den Tiefen ihrerselbst

Es ist die Kälte die sich verbreitet

Langsam

Die die Glieder leicht erstarren lässt

Die ungebügelten Falten in Gemüt und Kleidung

Vor ihr das einzige Kostüm

Obgleich es Sturm ist in Verkleidung hat es sich sinnlich angeschmiegt

ART

A walk at dawn and late-night buses, colors on abandoned walls, and places of playful thinking and loud voices.

Laughter as dark noises.

Excrements in the streets and smells. Sounds. A cleaning lady. City escapes.

To the outskirts of cities or land and from. Opinions opposing others or an own.

Superficiality, ingenuity, consensus-seeking, or running from?

Navigating through lively entanglement, finding a niche to fit in society, or finding society fitting the niche.

Or finding society, niche, and lady as sound and smell being the same.

As labeled perhaps they reach for the stars, leaving them relentlessly, giving up.

Breaking out in other terms. Collapsing, as another word.

Or breaking into a house, one's own. Another's.

Climbing up through windows, reaching then falling. Dropping into one's own.

But failing to enter somewhere or take.

Instead, leaving another something behind in the dirt between the wooden floorboards floating.

Cannot be seen anymore, remembered though,

as something new appearing in the cracks that open, as they show.

They hold memories in their palms. Crack open. Yet, were never closed.

A heart is racing somewhere. Is held by the hands of a heart that can't be seen or heard.

Nurture nourishes, bounces of the fall. Or stands itself up on its feet again.

Opens eye and senses to worlds larger than can be imagined.

A poet in disguise beggens by-passers not to be recognized.

Beggens his muse and gods instead, to let enjoy the walls that appeared as gaps between the paper and its sheets

that spread out no words to no one anymore. Yet stayed plentiful.

While contrasts lost structure and color too, he beggens to stand a distance that he doesn't understand to full extent.

Hence distance's felt, it must be so, is said.

Belief as well once learned, he thinks.

A beggars mask, uniquely shaped, shouts out its thanks silently, yet is heard.

The wall doesn't open new doors, but is door.

Not a pathway to pass or get by.

It's muse in disguise

It's art.

BRILLER

Ord er en spøjs størrelse, besynderlige. Ligesom vores hjerner der tolker og præsenterer i stille overenskomst med oplevelse og tid der gik. Præsenterer det præsenterede som var det kendt. Ordene af formen som formen selv, der former brillerne de ses igennem. Gør andre til de briller der menes at ses, u-gennemsigtige. Desværre, som oftest, siger brillerne der ses ud fra, forsigtigt. Brillerne sidder ikke på næsen eller i det ansigt de kan fremhæve og tilintetgøre. Ansigtet, og næsen det kredser om, er briller, som hver og én. End ikke er det øjne der ser læber bevæge sig, hvilket som så meget andet ikke kan beskrives virkeligt, eller læberne der farver lydene der forlader læberne et øjeblik, tilsyneladende. Ej heller de ører der menes at høre formen der forinden eller samtidig forlod munden. Selvom også de er en del af det hørte, sagte. Ikke sagte, som forsigtighed, selvom også det er muligt. Men talt og hørt som et, det samme. Set og præsenteret af samme støbning. Brillerne, oplevelsen der opleves igennem.

STRIPPED

Hey there, raw beauty

Beautiful indeed, I'm sure

Come closer darling, will you?

Don't hide that pretty face of yours

Take a closer look, god damn it! See me! Sadness here, happy, or...

Waiting on something better coming? A little something more?

What's the matter sweet love? Thinking, you could get away?

Let's be closer this time Closer than was dared before

There won't be any better love, changing yes of course

No better for the sad, the happy. Not the neat or the calm

Or fancy for the sake of it

Fancy not my thing, I think...

If you're having a rough day, dear, or feel like heading for the doors

Go or stay No, please stay...

Would you do so?

Just a little bit, or meet elsewhere

I've got nothing and no more to offer

Just me

And maybe you for you

There is no point, or becoming

None to fix

Not a single place to place you

Don't know if I understand you really, don't know if I should, or could

Leave it, naked for a while

Stripped

But far from that

What if I did... stripped it for you?

Body. Beast. Feel free, please Please me, please you.

New? Not new? Exiting?

Wouldn't exactly say so

But then again, perhaps

Another might do

Has been done before, as such

Plain, old, easy stuff

Really, is it?

Changing always

Every other Second

Every after and before

A bit of fear maybe

How does it feel, Love? Tell me...

For what?

Perhaps, it'll make more sense now

Wauw...!! This is rather uncomfortable!

A bit cold, don't you agree?

Why would I do that?

Why would you let me?

Why are you doing that to me?

What if I hid my face?

Or painted it.

Funky colours, bright, which ones are the happy shades?

Or what if I hid a little less or more

Of the pink inside? Or you did? Better?

Could we love us just like this?

FUCK...!!! Nope, can't do it, sorry.

Could shave an arrow though... point it down, than turn it up and out

Have my boobs dropped already?

Maybe... Likely...

If I stood a bit more like this

Or did a bit more of that

Or were a bit more different

And efficient

Just enough, not too much

Maybe make that thing stay on the hip

Or that piece on the floor reversed

And not be hysterical

And keep the shoulders back

Bring them down

Hip front

Have a tummy tuck, chest in or get a whatever-job

Squeeze the butt

Keep our money between our thighs

Work harder, longer, better

Release shoulders

Long arms

Reach out and through

Not too much

Stretch more

Rip cage in, or remove a bone

Stay flexible and unaffected

Sufficiency

Do it

Head high

Keep it simple

And keep the smile

Stronger

Long and lean, and a bit more extraordinary

Then the rest.

What?

Only cry when you're upside down

Face and hands dive under

But not drowning

Uhh, that's quite beautiful

Think of the Mexican you just met

Forget everything when you're with friends

Them too

Then go and shine with your lovely crocodile leather shoes

A balancing act is what it is

Why I am doing this?

Ask you

Wider, longer, tighter Legs

Keep it, keep it, keep it

Work it baby, work it

Tell ourselves and each other.

You can do it

Do it

Then, in an average of a hundred and twenty years

We're the best versions of ourselves Or not

Ahh no..., because we're dead

Work it, work it, work it

For this moment, moment, next, and strip

For futures never and unheard of

All inexperienced and raw

Be the children we always were

"Now do the thing you came here for I'm waiting!"

I can hear them screaming Dear,

I'm so sorry to must disappoint you

Missed the balance, missed the show

I think it's shit as brilliant shit is

Don't you despair though

We'll get there

Later

Or if not, we'll tell another

Hang in, that's what we do

What is it that you really want, Love?

What was it that you came here for?

Is there anything that I can give you

That could make you the more whole?

Come dance with me raw beauty

Be shy if that's your thing

Dance as if there's no tomorrow

With me, as me, or dance back home

Do whatever, you find, suits you

Naked, in your shoes