KLAGESANG

De lukker sig om livløse rum.

Hvor alt glæden er blevet tabt på gulvet i midten af forsamlingen. Ind i tomheden. Og der ventes utålmodigt, frustreret og lidt bebrejdende på at nogle tør at samle dem selv op.

En der tør at træde ind i stilheden... det explosive rum hvor alt begynder påny. Og friske øjne ser. Det er en jammersang, der har gravet sig dybt i menneskets folder, et sørgelsesspil, der stille venter sin forløsning. Et brag, en explosion, noget nyt, uventet.

Find på en leg siger han eller hun eller det... I virkeligheden venter vi på os selv her. Ingen anden.

Kun vores egen indre kraft. Skabelsen der lever os og som blot er et øjekast fremfor udad, indad.

Vi lever indefra. Hvis vi vel at mærke vælger. Og sommetider i dyb forvirring, frustration, og sorg over øjeblikket i hvilket vi ikke møder og træder frit, ufortrødent, ærligt ind i os selv.

Selv sorgen over det tabte møde med os, er porten til der største af alle riger.

Alle verdens rigdomme samlet dette ene hellige sted. Det ene uforanderlige øjeblik.

Hengivelsen til os, er hengivelsen til nu. Hengivelsen til det dybt forankrede, dybt forvirrede, dybt foranderlige, dybt sorgfulde, dybt sårbare, dybt begejstrede, dybt alt...

Selv håb kan ikke stå fast her, har ingen ben at gå på. Og hverken før eller efter findes rigtigt... alligevel drives vi af noget større end og samtidig selve livet, os selv.

Gnisten tænder i midten. I det indre rum. Og vi kan kun mærke det herfra. Kan ikke nå herhen fra grænselandet der omslutter tomheden.

Og det der føltes tomt engang, er selve rummet hvor essensen bliver synlig imens vi lever den.

Alt andet er en ubetydelig streg tegnet rundt om os.

En fest rundt om denne form for tomhed er ikke en fest, medmindre den hylder døden af jammerspillet hvor alle venter.

FORLADTE RUM

Med skammen i livet og i stilhed. Nogle af de indre rum ligger i tusmørkets spæde lys og mørkets endnu ukendte drømmeverden. Lidt forladte, afventende, med kølighed, og en fugtig, lidt vammel lugt der breder sig når lys og varme er slukkede. Ventende på at vi træder ind, med et stearinlys eller en fakkel i hånden. Med kæmpe laser beams og stadion belysning der udraderer selv skyggerne i den sidste lille sprække. Men mere endnu end skarpe lys, med vores guddommelige moders kærlige blik. Og en hånd der siger "kom, læg din hånd i min...når vi er her sammen jeg med mig og du med dig, er vi sikre. De rum er nemmere, eller hellere glemt. Imens de råber - men i virkeligheden kalder - allerhøjest på os. Kalder på vores indre, og tålemodet med og til os selv. Hvis man kender mit hjem og mig, skulle man tro man var trådt ind i en anden verden her. Et spøgelseshus. Ligeså stille og beængstende kan der være sommetider i et endnu ukendt hjørne, en krog eller et rum jeg ikke vidste fandtes. Og måske har du dine rum. Spøgelsesrum. Med vidt udspilede øjne, og åndedrættet snøret sammen i halsen. Skuldrene trukket op til øretippen, skærende tænder og to stærke arme snoet og viklet rundt om dig selv, hvor vi nærmest ikke kan bevæge os i vores eget faste greb. Rum. Rum og tyngde er hvad jeg har brug for her. Rummet og pladsen til spøgelset og tyngden, som et varmt tæppe af sten der krammer fremfor maser, imens det siger "du er lige her". Der er ikke meget vi behøver. Kærlighed, og nu, og sommetider at stå omringet af bjerge i en dal. Hvor tyngden til at mærke os selv falder over os, og lys til ikke at skræmmes af skyggerne. Så vi kan favne os kærligt.

MØDER I RUMMET

Min sofa er blevet de smukke gæsters hvilested. I morges kiggede to søvnige, salige katteøjne på mig. De havde afløst den vidunderlige kvinde med det lange dansende hår og blid stemme, hvis sang er selvsamme lange omfavnelse som hun selv. Nogle møder er af helt særlig karakter. For min smukke, stærke, varme katteven er og byder jeg rummet som hun er og byder rummet for mig i øjeblikket hvor den indre verden rumler og ramler sammen. Rystes lidt imens fundamentet bygges på ny. De særlige møder der tillader os at være hele os. Møderne hvor hvad vi var det ene øjeblik allerede er stoppet med at eksistere.

I LYSMÅNENS SKÆR

Stjernestøv drysset over himlen i hellige nætter og dage.

Vinden, røgen og lyset sender klæbrige tråde, hænger fast længe efter tidens gang.

Følger med i nye oplevelser og ad nye veje.

Lyden klinger ud i stilheden og fødes påny.

Det hellige skabes ikke blot på dage som disse.

Men vokses muligvis større i dette kontrastfyldte rige, hvor reflektion har holdt sit indtog.

En gen-passeren af månederne bagud.

I lysmånens skær er det blidhed der holder dem, men når tabet raser, raser jeg.

Her er selv skoven og lyset ingen trøst.

Til gengæld byder Alt, rummet til at skabe sig åndssvagt, og giver både tilladelse og tilgivelse for ikke at være korrekt.

Til fred igen kan indfinde sig.

Måske skal jeg tænke om visker min fine stemme indeni.

DRUIDERNES DANS

Som du sidder der min ven, du kære gamle menneske, mand, far, morfar, du store glæde, tilfredshed og tilstedevær. De senere år med forvirring til både din egen og vores glæde. Ikke altid, men som oftest.

Sløret løftes langsomt og længe inden nogle vidste det, så jeg hvordan du i stille momenter sendte fredfyldte blikke hjemad. Hvor dyb fred og intethed indfinder sig i øjnene, rummet forandrer sig og der bliver bom stille...

Detaljeret livligt og rigt samtidigt og sommetider med en nysgerrighed som jeg ofte kun ser hos små børn...

Jeg har betragtet dig som du har undersøgt din hånd og arm som var de forunderlige, magiske væsener. Ligesom du er et forunderligt og magisk væsen. Ligesom vi alle er forunderlige, magiske væsener...

Energibobler

Din er rund og harmonisk og åh så blid. Rund, ikke som en bold, mere som en vin-kenders beskrivelse af sin bedste rødvin. Men også rund fordi jeg sommetider mærker dig i mine hænder. Selv under sygdom har der ikke været udtryk for forstyrrelse blot en svagere glød. Ordene slår ikke helt til...

Jeg mærkede ind i dig i går, satte mig hos dig eller dig hos mig...  Hvem ved hvor vi mødes når vi gør?

Din boble er forandret, stadigvæk ligeså harmonisk og uforstyrret, men som opløser den sig langsomt i blidt vuggende og hvirvlende bølger der slikker som flammer udad, flyder sammen og forgår. Din dans er så smuk. Fornemmelsen tegner et billede af druider i lange kjoler hvis silhuetter går i ét med tågen der indhylder dem. De danser rundt og rundt. Langsomt, sansende. Her det ene øjeblik og væk det næste. Dukker op igen et andet sted i tågen. Betagende, dragende og alligevel mindende om at denne dans er deres, jeres og jeres alene.

Jeg ser med et sted langt borte, fra et andet land og dog så nært.

Din vilje er bestemt og når du går ved jeg at det er fordi du har danset din dans til fulde.

Tak fordi jeg må tage del i din skønhed.

NØGEN

Jeg vil ligge nøgen med dig til jeg glemmer hvem du er

Til jeg glemmer hvem jeg er

Til ønsker, håb og længsel til fulde finder sit udtryk i hvad er

I bar hud og i nøgenhed

Hvor projektionerne får lov at neje til de nøgne fødder

Og knæle til øjeblikkets fuldkommenhed

Til upyntede sandheder

Råt

Hvor jeg ikke er kvinde og du ikke mand

Og din krop, dit sind og hvad du indeholder ikke alene objekt for min lyst

og omvendt

Men også, hvis vi skal gå her sammen

Vil ikke lænke din frihed eller din skrøbelighed

Heller ej min

Jeg vil lade min krop og hjerte tale ærligt uden at skræmme

Lade mig flyde i oplevelsen af mig selv

Og lade hengivelsen til dig være hengivelsen til mig selv

Jeg vil ligge nøgen med dig

Med mig

Til vi er et

Ligge nøgen imens skamfuldhed trækker tråde igennem underliv og bryst

Hvor historier der har tegnet og tegner vores kroppe og sind kan falde hen og dvale

Jeg vil ligge nøgen til jeg har glemt hvad historien handler om

Til jeg har glemt hvad og hvem jeg har gjort dig til at være eller nogle

Og glemt hvem jeg har gjort mig selv til

Jeg vil ligge nøgen med dig

Til dine drømme ikke afleder overvejelser om vores drømme kan forenes, eller frygt

Men skaber nysgerrighed

Jeg vil ligge nøgen med dig til vi ser vores nøgne potentiale som at skabe nyt

Jeg vil ligge nøgen med dig med en hånd i din hånd eller på dit bryst

Trygt

Uden forbehold, uden krav

Jeg vil ligge nøgen sammen til vores uskyldighed er landet fyldestgørende i os

Og tvivlene er udviskede til sagte stemmer langt borte

I vage erindringer der krydser bevidstheden i et moment

Endnu forhandler jeg med min egen splittethed

Nøgternt og bestemt

Blidt

Jeg vil lade tilliden til vores uskyldighed favne verden og mig selv

TIL HAV OG HIMMELS

Skygger svæver over jorden som spøgelser

og en lysstråle rager op fra havets dyb til solen.

Hvor moder jord og og rummet er forbundne i al evighed bryder diamanter overfladen

og glinser som stjerner i salige øjne.

Øjne så dybe som universet selv.

U-udgrundelige, betagende, endeløse.

SENSOMMERVARME

Når hjertet banker lystigt i brystet. Blikket vandrer opad... Til en lyseblå himmel, spækket af hurtigt forbifarende mørkegrå plamager.

Farves hvide, og øjnene blændes af endnu varme stråler.

Vinden blæser lystigt som hjertet slår, stærkt og umættet. Forkynder insisterende om årstidernes skiften.

Lyset står lavere i horisonten nu og der ligger en frisk duft og mør fugtighed i luften.

Sen-sommerens skiftende gemyt bredder sig i vindens susen, folder sig ud igennem dagen, og holder indtog også i mig.

Jeg mærker lysten til at vende indad mere og dele rolige stunder. Og min store termoskande er igen begyndt at følge mig oftere.

Der er en ubeskrivelig blidhed i denne tids varmende stråler når vinden lader dem hvile her øjeblik.

BRODER PILETRÆ

Imens jeg sidder her og mørket stille falder på, fuglene synger de sidste strofer af deres vuggeviser og summen bredder sig ud for mine ører, mit indre, da tænker jeg på dig min kære bror og ven. Jeg ser dine artsfæller imens summen bliver til brusen som ville havet åbne sine porte gennemsigtigt. I jeres stille væsen ser jeg bindeleddet, mægleren og spejlet. Forbindelsen imellem moderen og faderen. Ikke at symbolet behøves. Der bor i genkendelse. Dine rødder trækker mine med i dybet, hvor vi forankres fast og sammen, så bror og søster kan løfte hovedet højt i det her finurlige univers. Og hvor din top nok oftest er roligere end min. Din stilhed smitter og jeg kan ikke takke dig nok for alle de gange jeg har fået lov at ride med i dybet ad dine rødder og for de gange du nøgternt har spurgt om jeg nu også er sikker på at jeg ikke lige skal sidde lidt. For øjeblikket hvor al dysterhed blev jaget bort, sluppet, blev modtaget, aftaget, frataget, glemt eller bare forsvandt... Og boblen forplantede sig i stedet og indtog kroppen som frydefuldt nærvær, varme og ubeskrivelig kærlighed. Tak kære bror og mor for visdom. Jeg vil tanke jord.

SJÆLSØ

Nøgen.

Med en flittig spætte der hamrer løs.

Det knitrer og bruser fra bålet som vinden suser igennem det.

Huden er stadigvæk kølig efter at være nedsunket i den gennemsigtige, grønlige

masse der bevæger sig sagte foran mit åbne vindue.

Naturen er mit spejl.

Og vandet.

Sjælens sø for at det ikke skal være løgn.

Der var et øjebliks sammentrækning i maven imens jeg ikke kunne bunde og der

i stedet var noget slimet der rørte mit ben.

Pludselig så jeg for mig, som du fortalte om frygten for vandet og hvordan jeg

straks tolkede det som selvsamme frygt for sjælen og sit eget dyb.

Spøjs er jeg sommetider og hurtig på mine og andres vegne også sommetider.

Besynderligt som vandet nu mindede mig om det, men det er vel ikke uden

grund at det er sjælens spejl.

Jeg forstår...

ikke nødvendigvis korrekt.

Men måske at jeg ikke forstår...

heller ikke nødvendigvis korrekt.

Jeg gad godt at se verden som den er og ikke som jeg tænker den.

Træet siger omsorgsfuldt, ikke endnu.

Eller ikke lige nu...

måske aldrig tænker jeg nu, et rum tid senere.

Meget blev sagt men jeg husker det ikke så godt.

Der var blevet så stille at ordene forsvandt.

Nøglen til vandet er tålmodighed, omsorg, kærlighed og medfølelse især med

sig selv.

Det er jo trods alt sjælen vi taler om.

Og der ligger længsel.

Portene åbnes ved at bede om lov.

Sjældent vil de forblive lukkede når det der ønskes er forbindelse.

At spørge er at lytte. Uden, forsvinder spørgsmålene i sig selv.

I vandet folder poesien sig ud i bølger og dybet åbenbares med lange dragere i

det fjerne.

Træerne, porten der skærmer dette magiske rige har givet deres samtykke til at

se og tanke lidt af denne skønhed.

STOLTHEDENS KAMPE

Skærende lysglimt og tordenbrag sprænger hjerter, river lemmer af væsener store som små, slår relationer itu og farver billeder i grå toner. Hvor støvet der endnu ikke har lagt sig, hvirvles op på ny. Tyste skrig fornemmes, men går under i smerten der har lagt sit tæppe over den enkeltes verden. Blandes med larmen af den frygt der tegner menneskesindet. Og forglemmelsen drejer om sig selv, svimlende, imens det sete udviskes til ligegyldigheder og apati.

Slynget tilbage til et endeligt center, hvor alt synes fortabt og muligheder forudbestemt, synes det at arbejde hen imod den ligegyldighed der frygtes mest af alt. Farver det hørte, i den samme grå nuance som billederne der tidligere blev set. Forglemmelsen har glemt at spørge hvad smerten er. Og de passive reaktioner har tegnet endnu en maske på de ansigter der aldrig sås, men blev troet på.

Tæpperne, slidte og gamle, er blevet trygheden selv. Uldne, varme, beskyttelsesrum, men nærmere grave. Bunkere som kratere, hvis dybe mørke indhylder begge sider. Hvor den angrebne og den angribende er lige hinanden, men sindet ikke formår at skue over kanten. Eller ikke tør endnu. Hvor frygten for at være mere ens end frygtet, ikke kan forenes med ideen om hvad godt menes. Eller ondt, i hinandens polaritet.

Sammenhængene overses. Sættes i en mindre ramme for at bekræfte overbevisninger der bekræfter stadigheden af dén som tankerne menes ejet af. Rollen der helst sås man havde, offer for hellere, end den der skader.

Hvilket i absurditetens navn synes at føles bedre.

Flittigt sorterer sindet i hvad der end byder sig, imens det fortvivlet søger efter at finde fred. Og kroppen bliver slap af udmattelse, eller stift som murene der ikke må brydes igennem, eller strækker sig i konkurrerende positioner. Enhed fortabt i enhed. I fortællingen om hvad den allermest behøver.

At tæpperne ikke er hvad de giver sig ud for at være. Er selvsagt! Men ikke hvad søges efter. Imens sindet i stadighed og stædigt søger svar i hvad menes genkendeligt, og spørgsmål endnu en gang bliver for små, fordi de agerer under forudsætningen af at murene allerede eksisterer. At det står selvstændigt og frit, hvilket det genkender sine lige med.

Placerer kroppe som værende frie enheder, uafhængige som sig selv. Hvor godt og ondt findes som selvgyldige former, foruden gensidighed i hinanden, imens de er det samme som den krop sindet undres over, sindet selv. Og godt og ondt, rigtigt og forkert kun findes i krateret der roterer om sig selv.

Ydmyghed står i skyggen af sin egen arrogance, fordi den har glemt sin form, som enheden i godt og ondt synes gemt i u-sete afkroge.

Klistret op ad bunkerens indre, som et fladt mærkat, får den mundvigene til at rykke opad i et øjebliks tilfredshed og tilfredsstillelse indtræffer i korte glimt af forvrænget selvkærlighed. Og imens det hverken er noget eller andet, gør det ondt. Fornemmes i det ansigt der aldrig så sig selv, hinanden. Sig selv afvisende i afvisningen af det fremmede. I savnet af den kærlighed der alt for længe syntes tabt, vokser tabet i selvafvisningens kraft.

Ved skillevejene står muligheden i rummet, at vælge den tilsyneladende sværeste af alle veje. At gå i hånd i hånd med ikke blot sin egen, men hele menneskehedens historie og mere. At lære alt at kende der tegner den store som den egne, uden at kunne skilles fra hinanden. At se sig selv i en hver begivenhed, i hvad opleves, oplever, ser. Uendeligheden der hverken lever eller hører, men er. Center forbliver irrelevant, fordi et center omslutter et andet, opløses, som spørgsmålene der fortabte sig i sig.

Og tiden der hvis den skulle rumme noget, måtte rumme al tid. Ikke blot den filtrerede der forårsagede smerte en dag og saglighed en anden. Imens mindet om konteksten der tales i og om, blot er en brøkdel af det skete. Et snævert perspektiv, et lille punkt blandt stjernerne, imens center forbliver intetsteds, samt overalt.

Hvor ender fortællingen hvis det virkelig forsøgtes at finde begyndelsen?

SORGENS SANG OG HÅNDEN DER HOLDER DEN

Jeg er bange fordi jeg får forventningsangst. Savn, hjertebanken. Og halsen skæres af. Vinden, bryster fornemmelser. Og det kilder hvor benet ligger over det andet. Venstre fod summer. Højre hånd ryster lidt. En klump i brystet og gråd måske. Kroppen sitrer. Øjnene falder i. Åndedrættet igennem lukket mund og næse, lyde. Maven hæver og sænker sig. Blæren trykker lidt. En tanke. En formaning: Løb! Hvorhen? En dyb indånding. En fugl der skratter. En rungen i luften. Lyden af et fly. Men jeg ser det ikke. Blikket på skærmen. Tastaturet. Ordene er hurtigere end jeg kan registrere. Lægger blot mærke til det når fingrene famler og ordet bliver tydeligt. Og uden videre rettes det foregående opspindsord til noget nyt. Stemmer skærer igennem og gråden af en baby og også fuglen taler nu mere insisterende. Som om den ønsker at jeg løfter blikket. Jeg venter. Hjertet slår. Da jeg ser op får jeg ikke omgående øje på den. Men noget bevæger sig. En grålig skikkelse, en kat. Og nu ses også fuglens hale vippe, igennem gyngestativet. Hovedet titter frem ved næste blik. De er tættere på hinanden nu. Og den samme nervøse fornemmelse bredder sig ud. Denne gang er sammenhængen ikke af videre betydning. Maven rumsterer. Kilder, vibrerer rytmisk. Som underlivet har gjort de seneste dage. Abstinens føles som et godt ord. Har ikke lyst til at kalde det hormonforstyrrelse, selvom ordet kortvarigt dukker op. Fysisk og hormonbetinget dog på sin vis, formoder jeg. Eller bare som det nu skal være. Er ikke længere sikker på den nervøse følelse. Fornemmelsen minder derom, men uden et fortløbende udtryk. Eller udtrykket er forandret til en intens sitrende livlighed. Magelighed også. Når blikket hviler på fornemmelsen skynder fortolkningen sig i begge retninger bestandigt. Et minde om en sætning dukker op. Hvor de to sider mødes findes jeg. Røgen farer forbi læberne og igennem halsen og længere ned. Børnegrin fylder stilheden samt tale jeg mener er spansk, uden at kunne sige det med sikkerhed. Igen overdøver hjertets banken, som et tikkende ur i natten. Og det er ikke til at forstå, det sprog det taler, når jeg forsøger. For alle udfald er ligeværdigt til stede når de indtræffer. Og kun når blikket er fæstnet det ene sted, bliver det noget fast. Fornemmelser er overvældende uden at vælte og børnenes voldsomme lej er smuk fremfor bekymrende. Lige nu er du flyttet ind, som udtryk af noget der ikke er set endnu og som varme for hvilken jeg ikke har nærmere ord. Og selvom jeg ved at der ikke er bestandiged i oplevelsernes natur, ønsker jeg et øjeblik at det måtte forblive sådan. Det føles trygt. Tæt. Hurtigt. Kravet min krop stiller ønsker jeg ikke opfyldt. Eller det krav den ytrer som måtte blive misfortolket til forventning på begge sider. Jeg ved ikke hvorfor det føles ubehageligt. Måske fordi tanken føler sig bagud... Efterladt lidt. Varmen er når de går i spænd selv når det hele ramler ind. Jeg er på opdagelse og udfordringskurs. Er det mon at misbruge? Overvejelsen... Og da slår det. Jeg vil ikke leve et tænkt liv, uden at vide hvad det betyder. Er der forskel mellem tanke og fornemmelse, forskel mellem følelse og tanke? Mellem input og output, mellem input og modtagelse? Vi er på vandring i ro og i ro mens vi vandrer. Min personlighed er tilbageholden, lidt skræmt og uklar, har erfaret mange ting og alligevel står den ukendt altid. Lidt forlegen når det kommer tæt på. Min umodenhed kunne afsløres et hvert øjeblik og jeg ville stå nøgen. Afsløret i følelsen af utilstrækkelighed. Og fornemmelsen slår benene væk under mig og tager pusten af livet. Det er som var det årtusinders smerte kulminererede i det øjeblik den tilkendegiver sig i sin fulde styrke. Og usikkerheden... er dette blot begyndelsen? Hvor meget kan jeg holde ud... og så forandringen i ordene. Nye. Hvor meget kan tages ind, eller behøver det, når det allerede er til. Øjeblikket udfolder sig udstrakt. Tiden spiller ingen rolle, har intet at have sagt i fornemmelsernes gang eller til øjeblikkets længde. Bølgernes toppe ruller ind fra et oprørt hav og imellem deres smæld opleves dalene fredfyldte. Intensiteten stiger i kraft af disse modsætninger der mødes. Følelserne vokser eksponentielt i takt med hinanden på hver sin ende af skalaen. Var de nogensinde adskilte. Er flugten ikke altid at løbe fra mindst to ting, to potentielle udfald, og løbe imod også? Imod en uendelighed af muligheder hvori det der flygtedes fra blot er en af de mange? Nej, jeg vil ikke leve et tænkt liv, selvom jeg så tydevis elsker tankerne. Hvor de mærkes i deres naivitet, deres råhed, i deres spæde natur og uskyldighed. De som blot kræver deres øjebliks opmærksomhed som en hver anden. Og jeg har lyst til at sige alt til sin tid, selvom det forsvinder når tanken der bar ordene med sig forgår igen. Eller utålmodighed indtræffer. Tilbage i dalen er højderyggen samtidigt. Jeg får lyst til at sige at alt har vokseværk og er vokseværk og er i vokseværk, selvom også det passerer med tankernes faren og nye idéers opståen. Der er intet holdepunkt. Blot mødet, tilstedeværet mens noget eller noget andet står på som vidnesbyrd til sig selv. Sorgen og sårene er visdommens mestre, ikke fordi de ved mere eller mestre sig selv, men fordi de kommer med genforeningen, mindet om at liv er liv på baggrund af alle dets dele. Og vokseværkets ide ligger heri. Øjeblikket hvor opmærksomheden hviler her en stund og trækker noget ukonkret ud af konteksten for i et splitsekund at skabe det klare billede indtil det bliver noget nyt. Nej, jeg ønsker ikke at leve et tænkt liv. Og mindet står mejslet som i sten, ikke nødvendigvis når det hele raser og skal rase ud. Men når det hviler i dets modstykke, i dets uadskillelighed. Det skal mærkes helt inde under huden, der hvor det bobler og der hvor det gør mest ondt. Der hvor sorgen skal tale og det forsømte barn. Der hvor arene gennemsigtigt har tegnet sine spor i underbevidstheden og hvorigennem de kommer til udtryk. Hvor de føles så utrygge fordi de ikke kommer for at bekræfte et billede der måtte være blevet dannet ad lige så uforståelige veje fordi de lå og forbliver udenfor personlig rækkevidde. Men i indflydelsens sammensurium af alt der måtte have været til for prægningens skyld. Jeg er i modstand, imens det hele krakelerer uden at kunne gøre fra eller til. Overbevisninger slår fejl og mekanismerne der navigerede deres vej igennen virvaret af følelser og fornemmelser hjælper ikke. Eller kun i korte glimt fordi det lige var den sang der måtte synges i det øjeblik. Der er ingen redning at hente nogle steder. Ikke i troen eller håbet om noget andet eller noget bedre, ikke i fortidens forklaringer. Der er kun hvad måtte åbenbare sig her. Det mærkes som et instrument af tortur at blive kværnet igennem, imens realitet og overbevisning står på slagmarken. Mast så jeg kan høre knoglerne knække og jeg vil overgive mig, men holder igen. Jeg ved ikke hvad jeg er bange for, men ideen jeg ikke kan se, men fornemme uklart, er stærk. Tilstrækkeligt gemt til at slynge mig rundt i manegen af forvekslinger og lærdom. Roen er mit hvilested, selvom den indeholder chaosset. Chaosset føles forkert... Så jeg vedholder at lede efter at blive et bedre menneske på trods af det sete. Der er tålmodighed til stede med rejsen, med mig. Varme og omsorg. Og jeg får lyst til og sender dig den samme, lydløst... Og håber at tanke og følelse når dig bagom mine ord. Vi er alle på vores egne snørklede veje med det der blot er forgængelige mål. En større sammenhæng fiskes efter tilsyneladende, men findes ikke, bortset fra hvad vi i dets fuldendthed ikke kan se som et billede. Blot igennem og i rejsen og alle dele der er det hele. Personligheden er rejsende, ikke en bestandiged. Ingen forsikring bortset fra illusionerede håb om destination der måtte indtræffe. Næsten makabert er det at netop forsikringer står i så høj kurs. Jeg rører mig ikke. Vil stå fast og bliver bestandigt bedt om at blive. Hvor, bliver sekundært. En stemme siger lyt til mig. Bare lyt. Så vi lytter. Lytter til hinandens sorg. Den ene der føler sig forladt og ikke kan huske hvornår det begyndte og den anden der frygter at fejle i omsorgen, i lytningen og i at være det den anden behøver. Sorgen taler højt. Måske for første gang rigtigt...men det ved vi ikke. Blot at sorgen kræver sig selv. Og den ene håber endnu at hvis de nu sørger grundigt nok, at de da begge vil være frie igen. Tanken fortæller at sorgen havde fået mindre værdi eller højere, afhængigt af hvordan og hvorfra det ses på. Vigtigheden i om det er det ene eller det andet, udviskes i dansen med hånden på brystet og af tankernes og tårernes natur.

FORBIFARTENS VIRKELIGHED

En ildebrand har lagt sig over NV. Og den munder ud i regnbuen højt til himmels. Denne brand er stille og lader siluetterne stå skarpt stivnet. Kun tæt på, kan vinden anes i bladenes bevægelse og steder hvor huden er bar. Der er noget forunderligt over byens kontraster. Over denne plads hvor jeg finder mig sidde forundret. Hvor alt lader til at kunne løftes ud af kulissen i strenge der krydser himlen. Hvor råt beton og kanter møder uendeligheden. Så klart hvori de er svøbt. Forgængelighed er tegnet i de bygninger der virker så faste, som kunne de bestå i al evighed. Sitrende står de og udgiver sig for uberørlige giganter i bybilledet. Udgyder en falsk og rolig tryghed fordi vanen for længst har lullet os i søvn, så vi kan hygge os ubekymret. Hvor forbandet smukt det er. Bygningerne, vanedyret og ilden der brænder sig ind på nethinden. I giganternes monumentale præsens står vores forgængelighed skrevet, giganternes inkluderet, så klart som dette øjeblik. Indtil lyset der tegner siluetten forsvinder, afløst i eksplosionen af nyt der er tæt på usynligt. Mundlam. Og hjernen der ikke kan kapere eller følge tråden der væver livet sammen som vi kender det. Et hvert forsøg på at beskrive virkeligheden slår fejl. Til trods forbliver beskrivelsen det virkelige imens den står på. Forunderligt, underligt også...

IKKE EJET STUND

Blikket fæstnet, men ikke stift

Levende, men ikke flakkende

Tilbageholdene, men uden omsvøb

Rørt, men ikke grebet

Husket, dog ikke glemt

Ord høres ej, men lyde

Fornemme dig uden at vide du er nær

Afventende og stille gås det i møde som kommer

Afventes uden venten, stille, på hvad endnu ikke anes

Intet bestemt på forhånd

Eller ønsket

Uundgåeligt I bevægelse, ubevæget

Hvorhen vides ej

Fornemmes uden formål

Men er et øjeblik

Flakkende, uden omsvøb

Levende

Grebet

Tættere end noget andet, når det er

Tilhørende, men ejet ej

KÆRLIGHEDSDANSE

Kastes rundt. Farverne bliver til én i centrifugen der blev iagttaget.

Slynget og presset til tromlens yderste grænse, der er opløst.

Svajende i vinden som græsstråene i en bister eller blid vind.

Føjelige og ubekymrede gynger de i ingenting.

Vinden og lagenerne, som parrene der danser deres iltre kærlighedsdanse.

Uvidende om deres virke, symbiosen der udspiller sig for den iagttagende,

der ligeledes var set en stund.

Lagenerne udbredt som silketæpper i det grønne, tjente de dansende som vinden havde tjent lagenerne før. Til at varme huden og yngle nærvær.

For at omslutte og omsluttes af kærligheden, der imod opfattelse hverken kunne omsluttes eller behøvede beskyttelse.

Tværtimod omslutte dem, så de ville turde at lukke ind igen.

For med svimlende fart at tage dem med sig som dansen selv.

Græsstråene, lagenerne og vinden havde aldrig sået tvivl herom,

men sået frø til mere kærlighed ved hjælp af hinanden.

I en centrifuge udspiller dansen sig, i vinden og i svajende bevægelser.

Centrifugalkraften udvisker grænselandet, landet hvor lagenet ophører og vinden starter.

Hvor græssets dans ikke skelnes fra vindens og andre kroppes møde med hinanden.

Ikke én kan trækkes fra i lignelsen. Det er kærligheden.

RØDDER

Et køligt gys igennem kroppen, fra fodsåler der gik i et med vandet, eller hjernen, og impulser fra vandet på jorden der var faldet forinden. Dråberne der var kommet alle vegne og langvejs fra. En hånd i en hånd. Øjne spejlede og blev spejlblanke, som vandets overflade der mageligt var faldet til ro i sin omfavnelse med tæerne. Bærende rundt på deres historier, og med slående lighed til de fingre de engang var. Afstumpede, rynkede de lidt. Ikke blot af vandet, men nærmere af historiefortællingens tyngde. Ikke nær så bevægelige, som dengang, endog så fine. Overset i deres styrke og skønhed, forglemt vigtigheden af de unika de løfter og bærer på. Stift er væsenet fæstnet til disse fødder der ikke synes at være hendes. Imens de intetanende om hvad foregår omkring dem bredder deres rødder mere og mere. Beredt på i hvert øjeblik at fange kroppen når den falder, eller samle stumperne op, når faldet er uundgåeligt.

BRILLER

Ord er en spøjs størrelse, besynderlige. Ligesom vores hjerner der tolker og præsenterer i stille overenskomst med oplevelse og tid der gik. Præsenterer det præsenterede som var det kendt. Ordene af formen som formen selv, der former brillerne de ses igennem. Gør andre til de briller der menes at ses, u-gennemsigtige. Desværre, som oftest, siger brillerne der ses ud fra, forsigtigt. Brillerne sidder ikke på næsen eller i det ansigt de kan fremhæve og tilintetgøre. Ansigtet, og næsen det kredser om, er briller, som hver og én. End ikke er det øjne der ser læber bevæge sig, hvilket som så meget andet ikke kan beskrives virkeligt, eller læberne der farver lydene der forlader læberne et øjeblik, tilsyneladende. Ej heller de ører der menes at høre formen der forinden eller samtidig forlod munden. Selvom også de er en del af det hørte, sagte. Ikke sagte, som forsigtighed, selvom også det er muligt. Men talt og hørt som et, det samme. Set og præsenteret af samme støbning. Brillerne, oplevelsen der opleves igennem.